Måling af objekters emissivitet ved hjælp af infrarøde termometre
1. Definition af objektemissivitet
Emissivitet refererer til forholdet mellem et objekts strålingsevne og et sort legemes strålingsevne ved samme temperatur, hvilket kaldes objektets emissivitet eller sorthed, også kendt som den specifikke emissivitet. Dette er for alle bølgelængder, så det bør kaldes fuld emissivitet, som normalt blot kaldes emissivitet. Emissivitet på engelsk refererer til de fysiske egenskaber af et enkelt stof, som kommunikerer med epsilon i strålingsvarmeoverførselsformlen, og emission refererer til emissiviteten af en bestemt prøve. Den faktiske genstands emissionsevne Objektets overfladematerialeegenskaber er relateret til objektets overfladetilstand (inklusive objektets overfladetemperatur, overfladeruheden og tilstedeværelsen af overfladeoxidlag, overfladeurenheder eller belægning).
Emissionsevnen af metaller stiger med stigende overfladetemperatur, mens emissiviteten af ikke-metaller generelt falder med stigende overfladetemperatur. Metaller er meget mindre emissive end ikke-metaller.
2. Testmetode for emissivitet af infrarødt termometer
Den internationalt anerkendte emissivitetstestmetode er hovedsageligt den amerikanske ASTM C1371-standard, og de tekniske krav følger ASTM C1371-proceduren for at bruge emissivitetstesteren til at opnå emissiviteten. Introduktionen af "Standard testmetode til bestemmelse af emissivitet af materialer nær stuetemperatur ved hjælp af bærbar emissivitetsmåler" oversætter den amerikanske ASTM C1371-standard.
Der er en meget enkel måde: det sammenlignes med et standard kontakttermometer. Beregningsformlen er: emissivitet=målt værdi/standardværdi. Den målte værdi i formlen er temperaturen målt af det infrarøde termometer eller det infrarøde varmekamera, og standardværdien er temperaturen målt af kontakttermometeret. På grund af nogen Det er umuligt for et objekt at have nogen refleksion (sort krop) overhovedet, så denne korrektionsfaktor er ofte mindre end 1.
Testmetoden følger følgende regler:
Metode 1: Brug standardværditemperaturen målt med et kontakttermometer. På dette tidspunkt er emissiviteten svarende til standardtemperaturen i formlen 1. Objektets emissivitet kan opnås ved at måle temperaturen med termometeret;
Metode 2: Emissiviteten af objekt 1 er kendt, temperaturen svarende til objekt 1 måles med et termometer, og temperaturen på objekt 2 måles med et termometer, så kan emissiviteten af objekt 2 beregnes.
De detaljerede testmetoder for metode 1 og metode 2 er som følger.
Instrumenter og genstande, der kræves til test: infrarødt termometer og kontakttermometer
Testtrin:
1. Det målte objekt er i konstant temperaturtilstand;
2. Juster emissiviteten af det infrarøde termometer til 1, og mål den faktiske temperatur på det aktuelle punkt;
3. Brug et standard kontakttermometer til at måle standardværditemperaturen ved det aktuelle punkt;
4. Bring de to sæt data ind i formlen: emissivitet=målt værdi/standardværdi for at beregne emissiviteten.
Instrumenter og genstande, der kræves til test: Infrarødt termometer og belægning med kendt emissivitet
Anvendelsesområde: Objekter med lav temperatur
Testtrin:
1. Indsæt et stykke papir eller et andet ark med kendt emissivitet på overfladen af det målte objekt eller smør et malingsstof med kendt emissivitet på overfladen af det målte objekt, emissiviteten er;
2. Når temperaturen når en ligevægtstilstand, skal du bruge et termometer til at måle temperaturen på henholdsvis den udækkede del og den overdækkede del.
3. Brug formlen
Find emissiviteten af det målte objekt.
For højtemperaturobjekter kan der udover den anden metode også bores et hulrum på overfladen af det målte objekt. Dybde-til-åbningsforholdet i hulrummet skal være 6:1, og det kan anses for, at hulrummets emissivitet svarer til et sort legeme.
